Om Mig.

​

Min rejse hjem til det hellige feminine.

​

Min rejse begyndte ikke som et valg.
Den begyndte som et brud.

​

I midten af mine tredivere gik jeg i præmenopause.
På det tidspunkt var jeg mor til en 2-årig, og jeg havde aldrig hørt om hverken perimenopause eller det hellige feminine.

Jeg vidste bare, at noget i mig ændrede sig.
At den måde, jeg havde levet og arbejdet på, ikke længere kunne fortsætte.

Som sygeplejerske på hospitalet blev jeg ramt af en vaccine skade, som påvirkede mit immunsystem og førte til en langvarig sygdomsperiode.
Det blev vendepunktet, der gjorde, at jeg måtte forlade hospitalsverdenen.

En periode, der strakte sig over flere år, og som krævede dyb healing — både fysisk, følelsesmæssigt og indre.

​

Jeg havde min sidste blødning som 42-årig.
Og i dag, som 50-årig, står jeg et helt andet sted.

Det, jeg dengang oplevede som et sammenbrud, var i virkeligheden begyndelsen på en mangeårig tranformation som endte i en dyb metamorfose.

​

Peri- og postmenopause blev en proces, der skrællede lag for lag af det, der ikke var sandt.
Roller. Identiteter. Tilpasninger.

Alt det, der ikke var i alignment med min sjæl.

Det var ikke en lineær rejse.
Men det var en ærlig én.

Og i dag står jeg i mit lys, på en måde jeg ikke har gjort siden min tidlige barndom.

 

Søgningen.

Jeg ser nu, at jeg altid har søgt mod det autentiske feminine.

Efter min udbrændthed og sygdom forlod jeg hospitalsverdenen og søgte ind i det private.
Jeg videreuddannede mig som laserterapeutisk sygeplejerske og skønhedsbehandler.

Men også her nåede jeg et punkt, hvor kroppen sagde stop.

Endnu en udbrændthed.

Det blev tydeligt for mig, at jeg ikke kunne finde det, jeg søgte, i det ydre alene.

Denne gang førte det mig videre til arbejdet som healingsmassør og japansk lifting behandler.

Her begyndte noget at ændre sig.

Jeg nærmede mig det autentiske feminine.
Et sted, hvor det ikke kun handlede om det ydre, men om hele mennesket.

Jeg begyndte at mærke mere glæde i mit arbejde.
Mere mening.
Mere forbindelse.

Men min søgen stoppede ikke der.

​

Den indre rejse.

Jeg fortsatte min indre og ydre healingsrejse og uddannede mig i Reiki 1, 2 og 3 samt kvantefelts healing.

Lag for lag begyndte noget i mig at åbne sig.

​

I 2020 begyndte Magdalene frekvensen for alvor at kalde.

I 2021 tog jeg min træning som Tantrisk Rose Præstinde.

Det var en 9 måneders rejse, hvor vi hver måned trådte ind i et nyt gudinde tempel.

Denne rejse vækkede mange sjælsaspekter i mig.

For første gang begyndte jeg virkelig at mærke min hellige feminine kraft vokse indefra.

Ikke som en idé, men som en levende erfaring i kroppen. Her brugte vi dansen til at vække den indre shakti -gudindekraft.

​

Kaldet til livmoderen.

Efter denne åbning blev jeg kaldet endnu dybere.

Jeg begyndte at arbejde intenst med mit hellige womb chakra.

Jeg blev guidet til en præstinde, som arbejdede med særlige Sanskrit Shakti womb-mantraer, fundet på palmeblade i Indien.

​

Disse power mantraer siges at stamme fra en tid, hvor Yahshua vandrede i Indien.

Jeg chantede dem hver dag — 90 minutter dagligt i 9 måneder.

​

Det var en disciplin.
En hengivelse.
En indvielse.

​

Og langsomt begyndte noget at vågne endnu dybere i mig.

Jeg måtte dybere ind healingen af mit indre barn og mit fødselstrauma.

Her begyndte jeg for alvor min mangeårige somatiske integration af de fragmenterede dele af min sjæl.

​

Midt i integrationen af mine kernesår kunne jeg mærke at mit womb lys blev stærkere.
Min indre forbindelse blev klarere.

Jeg stod stærkere i mig selv. 

Jeg begyndte at rumme hele mig og elske alt hvad jeg var.

Jeg begyndte at huske mig selv som kærligheds præstinde, womb- og waterkeeper.

​

Rose-initiation og den indre sjæls rose

På denne vej modtog jeg også en dyb rose-initiation
og arbejdede med legemligørelsen af de 6 Magdalene livmødre.

​

Disse indvielser åbnede nye lag af erindring og embodiment i mig.

Lag for lag blev jeg ført hjem
til min egen indre sjæls rose.

En kraft, der ikke kommer udefra —
men som altid har levet i mig.

​

Hjemkomsten – og det jeg bærer i dag

Når jeg ser tilbage i dag, kan jeg se, at intet af det var tilfældigt.

Sygdommen.
Udbrændtheden.
Metamorfosen gennem peri- og postmenopause.
Søgningen.
Indvielserne.

Det hele var en del af min vej hjem.

​

Og netop derfor kan jeg i dag holde rum for andre.

Ikke fra teori, men fra levet erfaring.

Jeg ved, hvordan det føles at miste sig selv.
Og jeg ved, hvordan det føles at finde hjem igen.

​

I dag støtter jeg kvinder i deres egen rejse hjem.
Hjem til kroppen.
Hjem til livmoderen.
Hjem til deres egen indre visdom.

En rejse mod at vække og legemliggøre deres hellige feminine womb lys.​

​

 

Ahavah​

​

Akkirah Rose Maedelene