Vædderens Fuldmåne & Fortællingen Om "Prinsessen, der huskede sit eget indre Kongerige"

Vædderens Fuldmåne handler for mig om reklamation af Selvet og sin egen indre sandhed og kraft.

Ved Nymånen i Vædderen 6 måneder siden kom fortællingen om Kong Arthur og sandhedens sværd Excalibur, til mig.

Jeg ser nu tydeligt at sandhedens sværd er det hellige maskuline lyssøjle der går ned gennem vores rygsøjle, når vi healer og legemliggør vores lys.

Denne Vædderens Fuldmåne bad mig bringe en fortælling igennem. Den er baseret på min egen fortælling og måske du kan genkende din?

"Der var engang en prinsesse, som levede i en drøm, der ikke var hendes.

Hun vidste det ikke dengang. For drømmen var begyndt, længe før hun havde lært at skelne mellem sin egen stemme og stemmerne fra verden omkring hende.

Fra hun var en ganske lille pige, lærte hun, at hun skulle lytte godt efter, når hendes forældre, hendes lærere, lægerne og andre autoriteter talte.

De vidste bedst, fik hun at vide. Derfor skulle hun gøre, som de sagde, også når noget i hendes hjerte hviskede, at det ikke føltes rigtigt.

Når prinsessen forsøgte at fortælle om den virkelighed, hun mærkede indeni, blev hun mødt med rynkede bryn og alvorlige blikke.

“Sådan hænger verden ikke sammen,” sagde de.

“Det er bare noget, du forestiller dig.”

“Du føler for meget.”

“Du må lære at være mere fornuftig og ikke være så følsom"

Langsomt begyndte prinsessen at tro, at den virkelighed, hun mærkede i sit hjerte, ikke var den virkelige verden.

Hun lærte, at sandheden altid fandtes uden for hende, hos dem, som var ældre, mere rationelle og mere autoritære.

Så hun lukkede døren til sit indre kongerige og lagde nøglen et sted, hun siden ikke kunne huske.

I de børnebøger, hun læste, stod der, at hun en dag ville møde en prins på en hvid hest. Når han kom, ville alting blive godt.

Han ville føre hende bort fra ensomheden, besejre hendes drager og give hende det lykkelige liv, hun længtes efter.

Derfor søgte hun og ventede.

Og mens hun søgte og ventede, lærte hun at tilpasse sig livet i den ydre virkelighed. Den verden, som alle kaldte den rigtige.

Hun gjorde sig umage for at passe ind. Hun lærte at smile, når hun var ked af det, være stille, når hun havde lyst til at råbe, og fortsætte, når hendes krop bad hende om at standse.

Selvom den rigtige verden ikke altid passede til hende, forsøgte hun at tilpasse sig dens rytme.

Hun stod op, når alamklokken ringede.

Hun arbejdede, når hun var udmattet. Hun sagde ja, når hele hendes krop sagde nej.

Hun blev dygtig til at forlade sig selv og sin indre stemme.

Da hendes følelser en dag blev for store til den verden, hun levede i, fik hun at vide at hun var deprimeret og fik antidepressiv medicin.

Medicinen dæmpede nogle af de storme, der rasede i hende, så hun bedre kunne fungere i den "rigtige" verden.

Hun prøvede at bruge p-piller, så hun ikke blev gravid, før tiden var rigtig, men hendes krop afviste dem.

Da smerterne i hendes krop blev stærkere, tog hun smertestillende medicin for at kunne stå op, passe sit arbejde og klare de mange daglige gøremål, der ventede på hende.

Efterhånden blev hun afhængig af den lindring, medicinen gav, fordi hun ellers ikke kunne få sin hverdag til at hænge sammen.

Ingen spurgte, hvad smerten forsøgte at fortælle hende, heller ikke hende selv.

De spurgte kun, hvordan de kunne gøre hende funktionsdygtig igen.

Tiden gik, og en dag skulle prinsessen endelig være mor. Det havde hun glædet sig til hele livet.

Hun fødte sit barn på hospitalet, for det havde hun lært var det rigtige og sikreste at gøre.

Der kunne jo ske så meget, som kunne gå galt. Derfor lagde hun sin krop, sin fødsel og sin tillid i hænderne på dem, der vidste mere end hende.

Denne fødsel resulterede i en re-traumatisering af hendes egen fødsel og en fødselsdepression, som blev starten på enden, hun vidste det bare ikke endnu.

På trods af dette gjorde hun alt det, en god mor skulle gøre. Hun elskede sin søn med hele sit hjerte, arbejdede fuldtid som sygeplejerske og forsøgte at holde sit hjem og sit liv samlet.

Men inde bag den lukkede dør til hendes indre kongerige begyndte noget at kalde på hende.

Først var det blot en stille hvisken.

Så blev det en banken.

Og da prinsessen nåede til midten af sit liv, begyndte hendes krop for alvor at forandre sig.

Hendes tolerance for stress blev mindre og mindre. Lyde, krav, travlhed og de mange usynlige forventninger trængte dybere ind i hende end før.

Hun blev mere og mere sensitiv over for den verden, hun hele sit liv havde fået at vide var den eneste virkelige.

Hun tog ofte i skoven, som var det eneste sted hvor hun kunne mærke sig selv.

Det var, som om hun ikke længere kunne fungere i den eneste verden, hun kendte.

Hver nat begyndte hun at vågne på det samme tidspunkt mellem kl 02 og 03.

Mens resten af kongeriget sov, lå hun med åbne øjne og lyttede til mørket.

Hun kunne ikke længere sove mere end tre eller fire timer ad gangen, men når morgenen kom, skulle hun stadig stå op.

Hun skulle stadig være mor. Hun skulle stadig arbejde som sygeplejerske. Hun skulle stadig tage sig af andre, smile og fungere, som om intet var hændt.

Men hendes krop nægtede efterhånden at fortsætte den gamle fortælling.

En dag følte prinsessen sig kaldet til sammen med en ven at tage på en indre rejse med en hellig plante.

Hun vidste ikke, hvad der ventede hende. Hun vidste blot, at noget i hende længtes efter at se bag sløret.

På rejsen skete der noget, som forandrede alt.

Det var, som om en klokke begyndte at ringe dybt inde i hende. En lyd så gammel, at hendes knogler genkendte den.

Prinsessen begyndte at vågne fra den drøm, hun havde levet i.

Da hun vendte tilbage, kunne hun mærke, høre, se og føle endnu mere end før.

Farverne var stærkere. Stilheden havde en stemme. Hendes drømme bar budskaber, og hendes krop begyndte at tale i et sprog, hun langsomt begyndte at forstå.

Men opvågningen føltes ikke kun smuk.

Tornerosesøvnen, hun havde været i, begyndte at vise sig som en ond drøm.

I denne drøm var hun blevet bildt ind, at hun var magtesløs. At hendes krop var i stykker. At hendes følelser var forkerte.

At hun måtte dæmpe, kontrollere og medicinere sig selv for at kunne fungere i den "rigtige" verden.

Hun begyndte at ane, at hun ikke kun havde sovet.

Hun havde været fortryllet.

Fortryllelsen havde fået hende til at tro, at hendes følsomhed var en svaghed, at hendes smerte var meningsløs, og at de eneste sandheder, hun kunne stole på, var dem, der kom fra andre.

Men hendes første planterejse havde kun åbnet døren på klem.

Noget dybere ventede på hende.

Hun blev kaldet igen og drog ud på endnu en indre rejse. Denne gang med en mægtig bedstemorplante, en urgammel vogter af visdom, som kendte vejene mellem verdenerne.

Bedstemoren førte prinsessen dybt ind i skoven bag hendes eget hjerte.

Her stod træerne tæt, og deres rødder snoede sig gennem jorden som slanger.

Under hvert træ lå en glemt historie. Stemmer fra kvinder, der havde levet før hende.

Kvinder, som havde tiet, tilpasset sig, overlevet og båret deres smerte videre i deres kroppe.

Bedstemorplanten løftede sløret og viste prinsessen det hele.

Hun viste hende den spirituelle krig mod det feminine, som havde hersket i verden gennem mange generationer.

Prinsessen så templer blive revet ned. Hun så kvinders visdom blive undertrykt glemt eller forbudt.

Hun så den levende jord og de hellige vande blive behandlet som en død ting, der kunne ejes, udnyttes og erobres.

Hun så kroppe blive gjort forkerte, blod blive gjort urent og følelser blive kaldt svage.

Hun så, hvordan det hellige feminine var blevet forvist fra verden og hvordan forvisningen også levede inde i hende.

Så viste bedstemorplanten hende al den smerte, som var blevet undertrykt.

Hun så mødrenes smerte, bedstemødrenes smerte og døtrenes smerte.

Hun så den sorg, som ikke havde måttet grædes, den vrede, som ikke havde måttet rase, og de ord, som aldrig var blevet sagt.

Denne smerte var ikke forsvundet.

Den havde ventet.

Nu måtte den mærkes, bevæges og forløses.

Prinsessen så også, hvordan krigen mod det feminine fortsatte i den fortælling om fødsler og menopausen, som omgav hende.

En fortælling, der skulle få kvinder til at tro, at deres foranderlige kroppe var syge og defekte, og at overgangen ind i den vise livsfase først og fremmest var et tab eller en fejl, der skulle fixes.

Men i det syn, hun modtog, var hendes krop ikke defekt. Den var vis.

Den var ved at forvandle sig. Den var ved at vågne op fra den drøm der ikke var hendes.

Denne forandring var en overgang til at legemliggøre hendes indre kraft.

Hendes sensitivitet var ikke et tegn på, at hun var gået i stykker. Den var et kald til at leve efter hendes egen indre rytme.

Søvnløsheden, vreden, sorgen og den faldende tolerance for det liv, hun før havde accepteret, var ikke hele sandheden om hende. De var budbringere fra en dybere del af hendes væsen.

De fortalte hende, at hun ikke længere kunne leve imod sin egen indre natur.

Bedstemorplanten viste hende derefter en anden verden, en anden drøm, som hun kunne træde ind i, når hun havde frigjort sig fra den feminine smertekrop og begyndte at legemliggøre sin lyskrop.

I denne verden var hun ikke længere adskilt fra sin krop og fra jorden der holdt hende.

Hun lyttede til den.

Hun forsøgte ikke længere at gøre sin følsomhed mindre.

Hun lod den blive sin vejviser.

Hun ventede ikke længere på prinsen på den hvide hest, for hun havde opdaget, at ingen udefra kunne åbne døren til det indre kongerige for hende.

Nøglen havde hele tiden levet i hendes eget hjerte.

Da hun tog den frem, huskede hun, hvem hun var, før verden fortalte hende, hvem hun skulle være.

Hun var ikke den hjælpeløse prinsesse.

Hun var både prinsessen, dronningen, healeren og den vise kvinde.

Hun var datter af de kvinder, som var kommet før hende, og moder til dem, som skulle komme efter.

Bedstemorplanten viste hende, at alt havde været en del af en højere plan.

Hun havde været nødt til at vandre gennem den falske drøm for at kunne se den tydeligt.

Hun måtte først miste forbindelsen til sin egen stemme for bevidst at kunne finde den igen.

Hun måtte mærke tilpasningens smerte for at forstå frihedens værdi.

Hun blev vist, at hun var kommet til verden for at gøre dette arbejde for de syv generationer, der var kommet før hende, og for de generationer, der ville komme efter.

Hver gang hun valgte at lytte til sin krop, brød hun en gammel pagt om selvforladelse.

Hver gang hun gav sin sorg plads, lod hun en formoder græde gennem sig.

Hver gang hun satte en grænse, åbnede hun en ny vej for de døtre, der skulle følge efter.

Hver gang hun valgte sig selv uden skam, sendte hun frihed både bagud og fremad gennem slægtens lange flod.

Til sidst viste bedstemorplanten hende noget, som fik hele hendes hjerte til at åbne sig:

Intet var gået galt.

Ikke engang de år, hvor prinsessen havde sovet.

Ikke de gange, hun havde givet sin kraft væk.

Ikke de perioder, hvor hun havde troet, at hun var i stykker, uduelig og uværdig.

Ikke engang omvejene havde ført hende væk fra hendes vej.

Hun havde hele tiden været på rette vej, selv når det ikke havde set sådan ud.

For den fremmede drøm havde ført hende til opvågningen.

Smerten havde ført hende tilbage til kroppen.

Mørket havde lært hende at genkende sit eget lys.

Og da prinsessen vendte hjem fra den dybe rejse, var verdenen omkring hende det samme, men hun var ikke længere den samme kvinde.

Hun kunne nu se den gamle drøm, når den forsøgte at kalde hende tilbage.

Hun kunne høre autoriteternes stemmer, men hun kunne også høre sit eget hjerte.

Hun vidste nu, at svarene ikke fandtes uden for hende.

Hun vidste, at hendes krop ikke var hendes fjende.

Hun vidste, at hendes følsomhed bar en dybere intelligens.

Og hun vidste, at hendes liv ikke handlede om at passe ind i den "rigtige" verden, men om at være med til at drømme en mere sand verden frem.

En verden, hvor det feminine ikke længere må skjule sig.

En verden, hvor kvindens krop blev mødt med værdighed gennem alle livets faser.

En verden, hvor døtrene lærte at stole på deres krops visdom.

En verden, hvor mødrenes smerte kunne blive forvandlet til kraft, omsorg og levende visdom.

Sådan begyndte prinsessen at drømme en ny drøm.

Men denne gang var drømmen hendes egen.

I denne drøm skulle hun blive til dronningen af sit eget indre kongerige.

Smukke Sjæl, Hvis du mærker et kald på indre reklamation af din indre kraft og sandhed er du velkommen til at bestille et gratis forbindelseskald med mig her eller læs mere her om Magdalene Rose Portalen mentorskab her.

Ahavah,

Akkirah Rose

*Artwotk af Autumn Skye Art