FISKENS FULDMÅNE-EKLIPSE: "Offeret, Bødlen og Skyggernes Dans"

Fiskens fuldmåne-eklipse, lander imorgen, og lukker denne eklipse sæson, hvor jeg har mærket en dyb integration af det hellige maskuline lys og dermed en frisættelse af det hellige feminine.

Dette maskuline lys blev stærkt katalyseret af Løvens portal der var på sit højeste den 8/8 og soleklipsen den 12/8.

For mig bærer Fisken de hellige feminine kærligheds-vande.

Det store kosmiske moderhav. Livmoderen. The Womb. Det grænseløse rum af kærlighed, hvor vi kan overgive os, opløses og lade det, vi ikke længere skal bære, vende tilbage til vandet.

Fisken minder mig om, at ikke al transformation sker gennem handling.

Nogle gange sker den, når vi tør blødgøre, mærke og give slip.

Og så har vi Løven.

Hjertet. Ilden. Livskraften.

Hvor Fiskens hellige vande omslutter og blødgør, mærker jeg Løvens ild tænde det lys i hjertet, som ikke længere vil gemmes.

Fisken og Løven er de hellige alkymister.

Med fiskens hellige vande/tårer og løvens hellige vrede/passion kan vi transformere bly til guld.

Vand og ild. Womb og Hjerte.

Det hellige feminine og det hellige maskuline.

Ikke længere i kamp med hinanden, men i en hellig forening, hvor vandet blødgør det, der har været fastlåst, og ilden giver os modet og livskraften til at frisætte det.

Jeg mærker denne eklipse som en invitation til at lade Fiskens vande føre os ned i de dybere lag af vores psyke, ned til de gamle historier, sår og skygger, som stadig lever i os.

Og samtidig lade Løvens hjerteild lyse ind i mørket og spørge:

Hvad er jeg klar til at sætte fri?

Måske er det netop i mødet mellem womb'ens vand og hjertets ild, at noget nyt kan fødes.

Ikke gennem endnu mere kamp.

Men gennem kærligheden, bevidstheden og modet til at se det, der hidtil har levet i skyggen.

Og det fører mig til ugens hellige feminine kort:

Jeanne d’Arc.

Jeg finder hendes historie så passende for den feminine frisættelse, jeg mærker i denne eklipse.

Jeanne var blot en ung pige, da hun fortalte, at hun modtog visioner og vejledning fra ærkeenglen Michael om at lede en hær for at støtte Frankrig i konflikten med englænderne.

Ærkeenglen Michael repræsentere det kraftfulde hellige maskuline lys.

Og hun lyttede.

Hun fulgte det indre kald, selvom det syntes umuligt. Hun førte Frankrig mod sin endelige sejr.

Frankrig bærer en helt særlig hellig feminin kraft gennem landskabet med sine mange energilinjer, kaldet leylines eller dragelinjer, det, jeg oplever som Moder Gaia Sophias sjælslys.

Jeanne's historie minder mig om, hvad der kan ske, når et menneske tør lytte til sit indre kald.

Hun var legemliggørelsen af det umulige gjort muligt.

Og måske er det også det, vi bliver mindet om nu:

At der findes en kraft i os, som ikke kommer udefra.

Offeret og bødlen.

Der er samtidig en kollektiv skyggedans, jeg mærker meget stærkt i denne tid.

Offeret og bødlen.

Jeg ser offeret som en feminin skygge og bødlen som en maskulin skygge, to sider af samme mønt, som begge kalder på vores kærlighed og bevidsthed.

De lever, i større eller mindre grad, i os alle.

Og når vi ikke kan se dem i os selv, kan vi komme til at møde dem igen og igen udenfor os.

Det ved jeg, fordi jeg selv har levet i denne skyggedans i mange år.

I midt-livet blev offeret for alvor synligt for mig, da min psyke og sjæl begyndte sin rejse hjem mod større helhed.

Først kunne jeg kun se bødlen udenfor mig.

I toksiske relationer.

I mine møder med sundhedsvæsenet.

I systemet.

I mennesker og strukturer, som jeg oplevede tog min kraft fra mig.

Men langsomt blev jeg klar til at stille et sværere spørgsmål:

Hvor lever bødlen i mig?

Hvor forlader jeg mig selv?

Hvor gør jeg vold på mine egne grænser?

Hvor siger jeg ja, når hele min krop siger nej?

Hvor pleaser jeg for at blive elsket?

Hvor gør jeg mig mindre for at passe ind?

Hvor giver jeg min autoritet til andre, fordi jeg endnu ikke tør stole på min egen?

Det var smertefuldt at indse.

Men det var også begyndelsen på min indre og ydre frisættelse.

For jeg begyndte at huske:

Jeg har et valg.

Offeret var ikke hele mig.

Det var en del af mig, der havde haft brug for denne rolle for en tid.

For mig var hun også mit indre barn.

Den lille pige, der længtes efter at blive set, mødt og anerkendt.

Hun bar på gammel smerte, som jeg oplevede som tæt forbundet med min fibromyalgi.

Hun havde ikke brug for endnu en bøddel.

Hun havde brug for mig.

At tage skyggen hjem

Først møder vi måske bødlen udenfor os.

Så opdager vi, hvordan dens stemme kan være blevet internaliseret.

Og så, hvis og når vi er klar, kan frisættelsen begynde.

For mig blev radikal selvkærlighed, somatisk integration, womb og energihealing en vigtig del af den medicin, der hjalp mig med at møde både offeret og bødlen med mere kærlighed og gradvist løsne deres greb i mit liv.

For andre vil vejen naturligvis se helt anderledes ud.

Jeg tror ikke, arbejdet handler om at bebrejde os selv for det, vi har været udsat for.

Vi er aldrig ansvarlige for et andet menneskes overgreb, vold eller grænseoverskridelser.

Men der kan komme et tidspunkt, hvor vi bliver klar til at spørge:

Hvad kan jeg tage hjem til mig selv nu?

Hvor kan jeg begynde at vælge anderledes?

Hvor kan jeg give mig selv den kærlighed, beskyttelse og autoritet, jeg tidligere søgte udenfor mig?

Det er her, skyggedansen bliver interessant for mig.

For når jeg får øje på offeret i mig og de steder, hvor jeg selv bliver min indre bøddel, ændres min relation til det ydre.

Vi bærer også vores formødre med os.

Mange kvinder bærer historier fra generationer af kvinder, som havde langt færre valg, end vi har i dag.

Kvinder, der levede under deres mænds autoritet.

Kvinder, hvis psykiske lidelse blev misforstået eller institutionaliseret.

Kvinder, der blev straffet eller forfulgt for at træde udenfor deres tids religiøse og sociale normer.

Kvinder, hvis kroppe og liv ikke fuldt ud tilhørte dem selv.

Jeg mærker stadig ekkoet af denne arv.

Også i den måde, vi som kultur kan komme til at møde kvindens naturlige livsriter, menstruation, moderskab og månepause, primært som problemer, gener, symptomer, der skal fixes og håndteres.

Vi har lært at outsource så meget.

Vores kærlighed til vores partner, hvor vi glemmer os selv.

Vores værdi til omverdenens blik.

Og nogle gange vores kropslige autoritet så fuldstændigt til eksperter, at vi glemmer, at vores egen kropslige og intuitive stemme også må være en del af samtalen.

Det betyder ikke, at vi ikke skal tage imod hjælp eller medicinsk behandling.

Det betyder for mig, at vores egen indre healer også må få en stærk plads ved bordet.

Vi har et valg, mange af vores formødre ikke havde.

Det mærker jeg stærkt.

Jeg oplever, at vi lever i en tid, hvor flere af os har mulighed for at tage vores stemme, krop og indre autoritet hjem på måder, mange kvinder før os ikke kunne.

Vi kan vække vores indre healer, orakel og medicinkvinde til ære for de kvinder, som ikke havde friheden til at leve deres viden og kraft åbent.

Vi er kommet fra en skyggemaskulin tid, og jeg mærker den hellige feminine bevidsthed kalde på at blive frisat fra det skyggemaskuline greb, også inde i os selv.

For den feminine frisættelse sker ikke kun ude i verden.

Den begynder indeni.

I måden jeg taler til mig selv.

I måden jeg behandler min krop.

I de grænser jeg sætter.

I min villighed til at lytte til min intuition.

I min evne til at blive hos mig selv.

Hver gang vi tager et skridt hjem til os selv og hinanden, så styrkes det hellige feminine i os og i verdenen og vi bringer mere balance ind i verdenen.

Det feminine er ikke svagt.

Det er en dyb indre kraft, der lever i både kvinder og mænd.

Vi er blevet lært, at vores styrke primært findes i det ydre.

Men jeg oplever mere og mere, at vores dybeste livskraft findes i vores indre suverænitet.

Jo mere jeg tager min kraft hjem, desto mindre behøver det ydre at definere, hvem jeg er eller hvordan jeg har det.

Måske er det dét, denne eklipse hvisker til os:

Rejs dig.

Ikke for at gå i krig med verden.

Men som Fønix, der rejser sig fra asken af det, hun ikke længere er.

Lad Fiskens hellige vande vaske det gamle blidt fri.

Lad Løvens ild tænde dit hjerte igen.

Vand og ild. Womb og Hjerte. Overgivelse og mod.

Husk dit lys.

Husk dit valg.

Husk den kraft, der allerede lever i dig.

Vi kan være i verden uden at lade verden definere hele vores indre virkelighed.

Vi er, og har altid været, dem, vi har ventet på.

En invitation til refleksion:

Hvor i mit liv mærker jeg offeret styrer mig?

Hvor har jeg placeret bødlen udenfor mig, og hvor kan jeg genkende en indre bøddel i den måde, jeg behandler mig selv på?

Er der steder, hvor jeg outsourcer noget, jeg dybt inde ved, at jeg også bærer i mig selv?

Hvad tynger mig lige nu og holder mig fra at leve så frit, som jeg længes efter?

Hvor føler jeg mig hjælpeløs og findes der én lille kærlig handling, jeg kan tage i dag, som bevæger mig mod større frihed?

Hvad ved jeg allerede, at jeg er færdig med, men endnu ikke helt har sluppet?

Og hvor bliver jeg inviteret til at slippe grebet lidt mere og have tillid til processen?

Måske behøver vi ikke bekæmpe vores skygger.

Måske kan vi lade Fiskens kærligheds-vande holde dem og Løvens hjerte belyse dem, mens vi spørger:

Hvilken del af mig har ventet på min kærlighed og lys hele denne tid?

Ahavah,

Akkirah Rose

*Smukke Sjæl.

Dette er skrevet ud fra min egen levede sjælsvisdom, spirituelle forståelse og erfaring. Tag det, der resonerer i dit hjerte, og lad resten ligge.

*Artwork af Autumn Skye Art og orakel kort fra "Divine feminine Oracle" af Meggan Watterson