Krebsens Nymåne: "Moderen Rejser Sig"

Denne Krebse nymåne inviterer os til at huske.

Hun kalder os hjem.

Hjem til kroppen. Hjem til hjertet.

Hjem til den kærlighed, vi aldrig har mistet, men som måske har været gemt under generationers smerte, overlevelse og adskillelse.

Krebsen er Moderens tegn.

Hun er vogteren af hjemmet, ikke blot det fysiske hjem, men det indre hjem, hvor vores sjæl kan finde hvile.

Hun minder os om, at alt liv begynder i en livmoder, i mørket, i vandet og i kærligheden.

Vandet er hendes element.

Hun er bringer af det levende vand, der blødgør det, som er blevet hårdt, renser det, som har været båret for længe, og forener det, der har været adskilt.

Krebsens sæson er derfor en tid for dyb healing af vores familie, vores rødder og de ancestrale mønstre, vi bærer med os.

For vi kan ikke rejse os fuldt ud uden også at se på den familie-enhed, vi kommer fra.

Ikke for at placere skyld.

Men for at skabe forståelse.

For at se. For at ære.

For at sætte det fri, som ikke længere skal bæres videre.

Jeg oplever, at denne tid kalder på netop dette arbejde.

Jeg er selv blevet guidet til at arbejde dybere med familie-opstillinger, som en måde at integrere det, der har været splittet, og lade kærligheden finde tilbage til de steder, hvor den engang blev afbrudt.

Når vi healer vores plads i slægten, begynder noget nyt at bevæge sig.

Ikke kun i os.

Men også i dem, der kom før os, og dem, der kommer efter os.

Det er Moderens arbejde.

Moderens arketype handler ikke blot om at give omsorg til andre.

Hun er selve bevidstheden om næring.

Hun lærer os, at selvkærlighed ikke er egoisme, men fundamentet for al kærlighed.

Hun minder os om, at vi kun kan møde andre så dybt, som vi er villige til at møde os selv.

Hun er den del af os, der ved, hvordan vi holder.

Hvordan vi lytter.

Hvordan vi beskytter.

Hvordan vi elsker uden at miste os selv.

Og måske er det netop derfor, jeg gennem længere tid har fået den samme sætning igen og igen:

"Når Moderen rejser sig, bringer hun den sande Fader med sig."

For de har aldrig været adskilt.

De er to sider af samme mønt.

Den sande Moder og den sande Fader står ikke i opposition til hinanden.

De danser sammen.

Hun nærer.

Han beskytter.

Hun skaber liv.

Han holder rummet, hvor livet kan udfolde sig.

Begge udspringer af den samme kærlighed.

Vi lever i en tid, hvor det gamle paradigme af adskillelse langsomt opløses.

Et paradigme, hvor vi har været adskilt fra naturen.

Fra kroppen.

Fra hinanden.

Fra det feminine.

Fra det maskuline.

Fra det spirituelle

Og fra os selv.

Nu bevæger vi os ind i et nyt paradigme.

Et paradigme af enhed.

Jeg oplever, en tid med en stor kosmisk hjemkomst.

En tid, hvor Himmel og Jord igen husker deres hellige forening.

For mig føles det, som om Moder Jord selv er ved at træde frem i en ny bevidsthed.

Jeg mærker hende nu som Moder Gaia Sophia.

Et navn, der for mig bærer frekvensen af den nye kosmiske forening mellem Himmel og Jord, mellem det feminine og det maskuline, mellem ånd og materie, mellem det menneskelige og det guddommelige.

Gaia Sophia er for mig en levende bevidsthed.

En invitation til at huske, at vi ikke er adskilt fra Jorden, vi er Jorden.

Ligesom vi ikke er adskilt fra Kilden, men et levende udtryk for den.

Jeg oplever, at når Moderen rejser sig i os, begynder vi også at huske vores dybe forbindelse til Moder Gaia Sophia.

Vi begynder at leve fra hjertet fremfor frygten.

Fra kærligheden fremfor adskillelsen.

Fra enheden fremfor illusionen om, at vi står alene.

Og måske begynder denne bevægelse med Moderen.

Med hendes evne til at se bag adskillelsen.

Til at favne det, der er blevet udstødt.

Til at huske, at vi hører sammen.

Jeg elsker det engelske ord "Mother".

For når vi fjerner M'et, står der ´other.

Den lille sproglige detalje har talt dybt til mig.

For måske er det netop det, der sker, når vi mister forbindelsen til Moderen.

Vi begynder at skabe "othering".

Vi gør hinanden til "de andre".

Vi adskiller os. Vi sammenligner. Vi dømmer.

Vi glemmer, at den anden også er en del af os.

Når Moderen's lys vækkes i os, opløses denne illusion.

Hun minder os om, at vi ikke er skabt til adskillelse.

Vi er skabt til forbindelse.

Til fællesskab.

Til søsterskab.

Til broderskab

Til medfølelse.

Til kærlighed.

Til enhed.

Det netop denne bevidsthed, Krebsens Nymåne inviterer os ind i.

At slå rødder dybt i Jorden, mens vi åbner os mod Himlen.

At blive broen mellem det jordiske og det kosmiske.

At huske, at vi altid har været båret.

At huske, at vi altid har hørt til.

Må Krebsens nymåne blive en invitation til at vende hjem.

Til dine rødder. Til dit hjerte. Til din slægt.

Til den Moder, der lever i dig.

For når Moderen rejser sig, rejser kærligheden sig med hende.

Og måske er det netop sådan, vi husker, hvem vi i virkeligheden er.

Måske er den største healing i vores tid ikke at blive noget nyt, men at huske den Moder, vi altid har båret i os. For når hun rejser sig, husker vi, at vi aldrig har været adskilt.

Nymåne-intention. (Forslag)

Ved denne Krebsens Nymåne vælger jeg...

At være et trygt hjem for mig selv.

At nære mig selv, før jeg tømmer mig selv.

At elske uden at forlade mig selv.

At stole på, at når jeg tager imod, bliver jeg en endnu bedre giver.

At huske, at også jeg er værdig til omsorg.

Afsluttende velsignelse.

Må denne nymåne føre dig hjem til dig selv.

Må du huske, at den største Moder ikke er hende, der giver mest,

men hende, der viser andre, hvordan sund og kærlig omsorg ser ud.

Må dit hjerte blive dit hjem.

Må din krop blive dit hellige tempel.

Må dit liv blive den have, du altid var bestemt til at nære og lade blomstre.

Ahavah,

Akkirah Rose

*Artwork: Anna Heimkreiter &

Shiloh Sophia McCloud