.png)
Livmoderblodet – Den Oprindelige Velsignelse
- Akkirah Rose
- 16. feb.
- 3 min læsning
Livmoderblod er ikke en forbandelse. Det er hellig fornyelse.
Det er cyklisk visdom i bevægelse.
Det er Den Store Moder, der ånder gennem kroppen.
Hver måned forbereder livmoderen sig på at bære liv.
Og når liv ikke undfanges, slipper hun i hellig fornyelse.
Hun renser. Hun reorganiserer. Hun begynder igen.
Hvordan blev det, der bærer skabelsens kraft, gjort til noget urent?
Den gamle erindring om det hellige blod.
I mange mystiske og esoteriske traditioner blev menstruationsblod ikke set som urent – men som kraftfuldt og livsbærende.
I tantrisk symbolik blev den feminine livsessens forbundet med Soma – den guddommelige nektar.
I persisk mytisk sprog kaldtes den livgivende essens Amrita – udødelighedens eliksir.
I de indiske gudindetraditioner blev den feminine strøm set som selve livets flod.
I gnostisk billedsprog taltes der om de levende vande – rensende og transformerende.
I keltisk overlevering er gralsblodet blevet tolket som det feminine kar for oplysning.
De gamle myter beskriver livets blod som indebærende visdom, regeneration og guddommelig kraft.
Disse fortællinger taler i symboler. De taler i arketyper.
De husker noget, vores kultur har glemt: Den feminine krop blev engang set som et kar for guddommelig intelligens.
På et tidspunkt blev ærbødighed til frygt. Det, der skaber liv, bærer også magt. Og magt, der ikke kan kontrolleres, bliver ofte gjort tavs.
Menstruationsblod blev tabu. Livmoderen blev noget, der skulle reguleres og skjules.
Vi lærte at undertrykke istedetfor at lytte.
Langsomt begyndte vi at tro på fortællingen.
At undskylde for blødning. At kalde det ubelejligt.
At skjule det, som er naturligt.
Men hvad hvis skammen aldrig var vores?
At genvinde den oprindelige velsignelse.
Det handler ikke om at romantisere. Det handler om værdighed og frisættelse.
Om at huske, at kroppen ikke er et problem, der skal løses –men et mysterium, der må æres.
Livmoderen – fysisk eller energetisk – er et skabende center. Et kar for tilblivelse.
Livmoderblod er cyklisk intelligens.
Kroppens evne til at skabe og give slip, liv og død.
Somatisk er det en udrensning.
Energetisk en nulstilling.
Spirituelt en månedlig død og genfødsel.
Livmoderen er ikke skrøbelig. Hun er rytmisk. Hun er vis.
Når vi undertrykker og afskærer os fra vores cyklus, kan vi miste kontakten til vores indre kraft og autoritet.
At ære sit måneblod er ikke oprør –det er hjemkomst.
Det er at sige: Jeg vil ikke skamme den hellige flod, der løber gennem mig.
Hellig Måneblods-Ceremoni.
En blid handling af genforbindelse.
At give sit livmoderblod tilbage til Moder Jord kan være en symbolsk og kærlig gestus.
En måde at indgå i relation med Moder Jord igen.
Hvis du mærker kaldet, kan du:
Samle dit måneblod ved at lægge menstruationsklude i vand.
Gå til et sted i naturen, hvor du føler forbindelse.
Luk øjnene og træk vejret ned i dit livmoderrum.
Sæt en intention.
Sig: “Må det rodfæstes i jorden og fødes gennem livmoderen.” (Eller brug dine egne ord)
Hæld det fortyndede blod i jorden og mærk kredsløbet fuldendes.
Ved denne handling deltager du i et helligt kredsløb.
Jorden nærer dig.
Du nærer Jorden.
Der findes en fortælling om, at når 1000 Tara's/ vågne kvinder ærer jorden med deres måneblod, kan fred spire på jorden igen.
Måske er det symbolsk.
Måske er det en invitation.
Fred begynder ofte dér, hvor vi stopper med at afvise os selv.
Hvis du ikke bløder eller ikke har en fysisk livmoder.
Denne ceremoni er ikke begrænset af biologi.
Livmoderen er også et energetisk center –et indre skabende rum.
Du kan bruge rød saft som symbolsk ofring. Kraften ligger i intentionen og nærværet.
Læg hænderne på dit underliv – fysisk eller energetisk.
Træk vejret ind i dit kreative center.
Spørg dig selv:
Hvad er jeg klar til at slippe?
Hvad vil jeg rodfæste?
Hvordan kan jeg stå i relation med jorden?
Blod er én form for livskraft.
Intention er en anden.
Den vilde rose blomstrer i begge.
Ildens tid og Rosens Rødder.
Vi går ind i en tid med stærk ild og store visioner. Men ild uden rødder kan brænde ud.
Hvis det nye skal lande, må vi rodfæstes i vores livmoder og Moder Jord.
Vores vise livmoder og måneblod er det indre fundament.
Det er den indre rytme og de indre vande, der balancerer ilden, så den skaber istedet for at forbrænde/inflamere.
Det er den vilde roses rodnet.
Jo højere ilden stiger, jo dybere må rødderne gå.
Den vilde rose i dig er ikke skabt til at skjules.
Hun er skabt til at rodfæstes.
Bløde.
Blomstre.
Du er velkommen i Wild Rose Awakening Cirklen hvis det kalder.
Ahavah,
I kærlighed
Akkirah Rose 🌹
Kommentarer