Rosens vej – sjælens sande kærlighedsvej

At gå rosens vej er ikke en dans på roser.

Nogle gange er det den mest fortryllende og sjæleopfyldende rejse.

Andre gange føles det som et dybt og hårdt fald ned i afgrunden.

Rosens vej er ikke skabt for komfort – den er skabt for transformation.

Den tjener sjælens vækst og blomstring.

Rosens vej er den sande kærlighedsvej, guidet af sjælen.

Rosen, som sjælens blomst, har brug for det hele.

Lys og mørke. Glæde og smerte. Himmel og jord.

Kun sådan kan hun vokse sig ind i himlen, mens hendes rødder står solidt plantet i den fertile jord.

Omkring løvens fuldmåne åbnede der sig en portal på min vej.

Som om månens lys tændte en ild i hjertet og begyndte at kalde gamle sandheder frem fra dybet.

Siden da er jeg blevet godt og grundigt og testet i mine relationer.

Spejlinger er opstået, følelser er blevet vækket, og lag af gamle mønstre har vist sig i lyset.

Ikke for at bryde mig ned, men for at åbne noget dybere.

For hvert møde, hvert spejl, hvert øjeblik af sårbarhed er der også blevet vækket noget andet. Healing. Erindring.

En stille men kraftfuld følelse af hjemkomst. Som om sjælen gennem mine relationer har guidet mig endnu dybere ind på rosens vej.

På rosens vej møder vi også hjertesorg. Dybe brud i hjertet.

Men måske er det i virkeligheden ikke kun heartbreaks, måske er det heartbreak-throughs.

Øjeblikke hvor hjertet ikke blot knuses, men bryder igennem sine egne beskyttende lag, så kærligheden kan strømme endnu friere.

For på rosens vej bliver hjertet igen og igen knust. Ikke fordi vi fejler, men fordi sjælen kalder os dybere ind i kærligheden.

Det, vi kalder egoet, er i virkeligheden blot et lavere aspekt af sjælen.

Det er en del af os, som aldrig var ment til at lede vejen alene.

Uden sjælens visdom kan egoet let blive bange, kontrollere eller forsøge at beskytte hjertet ved at lukke det.

Men når sjælen igen får lov til at føre, falder noget på plads.

Egoet finder sin rette plads som tjener – ikke som leder.

På rosens vej findes også den vilde rose.

Den rose, som aldrig rigtig passede ind. Den, der blev født med en kraft, som ikke kunne formes efter andres forventninger.

Hun blev forsøgt tæmmet.

Lært at være mere stille. Mere pæn. Mere som de andre.

Og i en tid lykkedes det næsten.

Den vilde rose lærte at bøje sig, at tilpasse sig, at gemme sin kraft for at høre til.

Men sjælen glemmer aldrig sin sandhed.

En dag begyndte noget at røre sig dybt i hendes rødder. Noget ældre end frygten. Noget stærkere end tilpasningen.

Sjælen sagde fra.

Og gennem hjertesorg, gennem brud, gennem de mange heartbreak-throughs begyndte rosen at bryde igennem alt det, der aldrig havde været sandt.

Lag for lag faldt det, hun troede hun skulle være.

Tilbage stod den vilde rose.

Utæmmet. Levende. Sand.

Kun ved ikke at dømme sine oplevelser som rigtige eller forkerte kan rosen bevæge sig gennem dualitetens udfordringer.

Når dommen slipper sit greb, begynder noget nyt at åbne sig. Kun ved at lære at elske det hele åbner hun sig for den gyldne mellemvej – den vej der er både og, og ikke enten eller.

På rosens vej er verden ikke længere sort og hvid.

Regnbuens farver åbenbarer sig for rosen, én efter én, for hvert blad hun tør udfolde.

Hvert lille skridt hun tager på trappen ned i afgrunden – den verden vi kalder skyggernes verden – vækker rosens lys og kraft.

Det er her, i mørket, hun opdager noget dyrebart: at lyset bor i hende.

Hun bliver sit eget lys i mørket.

Her sår hun sine frø.

Her begynder hun at skabe sin egen rosenhave af regnbuens farver.

En have født af erfaring, mod og kærlighed. Og i denne erindring husker hun, hvem hun er.

Datter af Gaia.

Barn af kærlighedens kilde.

En levende rose på sjælens vej.

Rosens vej er ikke en dans på roser.

Den er en eksplosion af ekstatisk kærlighed.

Glædelig Kvindernes Dag Smukke Sjæl!

Ahavah,

I kærlighed og Nærvær

Akkirah Rose