September Nymåne: "Jomfruen, Moderen, M….. & Kronen"

Med Septembers Nymåne imorgen, den 11/9, har vi bevæget os fra sommeren og Moderens årstid, og træder nu ind i efteråret og Magaens årstid.

Sommeren bærer Moderens overflod og livgivende energi.

Hun nærer, skaber og bringer livet til fuld udfoldelse.

Med efteråret begynder en anden bevægelse. Bladene falder, lyset forandrer sig, og naturens energi vender langsomt indad.

Dette er høstens, frisættelsens og forvandlingens årstid.

Dette er Magaens årstid.

Magaen samler visdommen fra alt det, hun har gennemlevet.

Hun skelner mellem, hvad hun vil tage med sig videre, og hvad hun må give slip på.

Hun står på tærsklen mellem Moderens fylde og Kronens dybe visdom.

Vi lever i en åbenbaringstid, en tid, hvor det, der længe har været skjult for vores blik, begynder at åbenbare sig.

En af disse åbenbaringer er genkomsten af en glemt feminin arketype:

Magaen.

Hun er Magikerens feminine modstykke.

I det velkendte feminine arketypehjul taler vi ofte om Jomfruen, Moderen og Kronen.

Men noget afgørende har manglet mellem Moderen og Kronen: kvinden, som har bevæget sig gennem livets ild, men endnu ikke er trådt fuldt ind i Kronens ældgamle visdom.

Hun er Magaen, der har været skjult i underverdenen, hvor hun har vogtet vores glemte gaver og bevaret nøglerne til vores sande kraft, indtil vi er parate til at genvinde dem.

Magaen er tærsklen, vi må træde igennem for at legemliggøre vores suveræne kraft. Hun er Dronningen, der har embodiet Shekhinahs lys og vækket livets træ i kroppen.

Himlen og Underverdenens Dronning.

Magaen er Himlen og Underverdenens Dronning. Hun er Inannas skjulte tvillingesøster, som vogter de mysterier, der ikke kan ses i den synlige verden.

Hun kender psykens skjulte landskaber. Hun forstår nedstigning, tab, forvandling og genfødsel.

Hun vandrer ved vores side, når de identiteter, vi engang beboede, begynder at falde bort, og det liv, vi har kendt, ikke længere kan rumme den kvinde, vi er ved at blive.

Magaen er trædestenen mellem Moderen og Kronen. Hun er den tærskel, vi må krydse, før vi fuldt ud kan legemliggøre Den Vise Kvinde og den suveræne ældre.

Ligesom Kronen er hun en af de feminine arketyper, vi er blevet lært at frygte og udskamme.

Vores skygge patriarkalske kultur har ofte fremstillet den kraftfulde, sanselige og selvbevidste modne kvinde som farlig.

Kvinden, der stoler på sin intuition, ærer sin nydelse, er sin egen autoritet og ikke længere søger tilladelse, er blevet latterliggjort som heksen, forførersken, skurken eller den gale kvinde.

Hendes kraft frygtes, fordi den ikke let kan tæmmes eller kontrolleres.

Uden Magaens indvielse risikerer vi at forblive fanget i gentagne cyklusser af afmagt, uden nogensinde fuldt ud at erkende vores sjælsgaver eller legemliggøre vores fulde potentiale.

Magaen er den, der vækker vores indre Magiker og vores guddommelige evner til magisk manifestation.

Tærsklen til suveræn kraft.

Magaen er Dronningen, fordi hun er begyndt at genvinde sit indre kongerige, sin indre maskuline kraft.

Hun har åbnet sig for at modtage og kanalisere Kronens kraft og hendes suverænitet udspringer ikke af status, dominans eller kontrol.

Den fødes af modet til at stige ned i sig selv og hente de dele hjem, hun engang forlod for at overleve, høre til eller blive elsket.

Hun vender tilbage til Det Indre Barn og genopretter sin følelse af undren, nysgerrighed, fantasi og fortryllelse.

Hun vender tilbage til Jomfruen og genvinder sin frihed, sit oprør, sin vilde uskyld og sine utæmmede drømme.

Hun vender tilbage til Moderen og genfinder sin kreativitet, generøsitet og kraft til at nære og holde livet uden at forlade sig selv.

Gennem denne indre heltinderejse og nedstigning samler Magaen de fragmenterede dele af sin sjæl og kalder sin kraft hjem.

Uden denne sjælehjemkaldelse vil hun leve i Magaens skygger, som kommer til udtryk gennem skyggetræk som manipulation, løgne, bedrag og forførelse for at opnå kontrol.

Maga-arketypen er tærsklen mellem kvinden, der er blevet formet af andres forventninger, og kvinden, der bliver forfatteren og medskaberen af sit eget liv.

Hun venter ikke længere på at blive valgt. Hun vælger nu sig selv fuldt ud.

Hun giver ikke længere sin autoritet væk.

Hun er blevet den suveræne vogter af sin energi, sin krop, sine grænser, sine længsler og sin indre skaberkraft.

Elskerinden og Fortryllersken.

Den legemliggjorte Maga er Elskerinden og Fortryllersken vævet sammen i én skikkelse.

Hun er sanselig, magnetisk og dybt levende. Hun ved, at nydelse hverken er overfladisk eller skamfuld, den er hellig.

Hendes erotiske energi er ikke noget, hun skal skjule, undertrykke eller tilbyde i bytte for at få kærlighed.

Den tilhører hende alene.

Hendes fortryllelse er ikke manipulation. Den er nærvær. Den er den naturlige magnetisme hos en kvinde, der bebor sin krop, lytter til sin intuition og tillader sin livskraft at bevæge sig frit gennem hende.

Hun forstår, at erotik er større end seksualitet. Det er hendes intime forhold til selve livet, den måde, hun skaber, bevæger sig, taler, elsker, hviler og modtager på.

Magaen lærer os, at kroppen ikke er en hindring for spirituel opvågning. Kroppen er templet, hvorigennem det hellige bliver legemliggjort.

Som Elskerinden åbner hun sit hjerte for intimitet.

Som Fortryllersken husker hun sin kreative magi.

Som Dronningen vælger hun fra et sted af suverænitet frem for frygt, forladthed eller behovet for bekræftelse.

Hun lærer os at modtage kærlighed uden at miste os selv i den.

Længslen efter hellig forening.

Magaen længes efter at blive genforenet med sin indre og ydre guddommelige modpart i et helligt ægteskab.

Først søger hun den hellige forening i sig selv: genforeningen af hendes indre feminine og maskuline, hendes indre Dronning og Konge, hendes intuition og retning, hendes modtagelighed og handling, hendes blødhed og styrke.

Hun er Ypperstepræstinden, der salver sin indre Konge.

Når disse energier forsones i hende, søger hun ikke længere en ydre partner, som skal redde, bekræfte eller fuldende hende.

Hun begynder at møde relationer fra et sted af voksende helhed.

Fra dette indre hellige ægteskab kan en anden længsel opstå: ønsket om at møde sin ydre hellige partner i en bevidst og hellig forening.

Dette er ikke fantasien om at blive reddet af en prins. Det er længslen efter at møde et andet suverænt menneske i sandhed, hengivenhed og gensidig genkendelse.

Det hellige ægteskab er gennem Magaens øjne ikke besiddelse eller selvforladthed.

Det er et helligt møde mellem to mennesker, der ærer både deres individuelle veje og det levende mysterium imellem dem.

Hun forsvinder ikke ind i kærligheden.

Hun bliver mere sig selv gennem den gensidige og ligeværdige kærlighed.

Den store vækkelse.

Magaen indvier os gennem selvkærlighed, men hendes læring er ikke altid blid.

Hun lærer os at elske alt det, vi er, ikke kun de smukke og socialt acceptable dele, men også de vilde, sårede, vrede, sanselige, jaloux, sørgende og kraftfulde sider af os selv.

Hun lærer os ikke at holde op med at frygte mørket og det ukendte.

Hendes mørke er ikke ondt. Det er livmoderens, hulens og jordens frugtbare mørke, hvor autentisk forvandling finder sted.

Det er underverdenens indre rige, hvor falske identiteter opløses, og begravet visdom og kraft venter på at blive husket.

Magaen spiser vores forvrængede ego-programmeringer til morgenmad og lærer os at løbe med ulvene igen.

Hun blotlægger de overbevisninger, der har holdt os nede og fastholdt i det forældede:

Jeg skal være behagelig for at blive elsket.

Min kraft er farlig.

Jeg er ikke nok.

Min nydelse er skamfuld.

Det er for sent for mig.

En anden ved, hvad der er bedst for mig.

Jeg skal gøre mig fortjent til retten til at eksistere.

Hun udfordrer enhver identitet, der er bygget på frygt, præstation og selvforladthed.

Magaen kan føre os ind i vores fulde stråleglans, men hendes vækkelse kan føles som ødelæggelse, så længe vi stadig klamrer os til den person, vi engang var.

Hun tillader os ikke at blive ved med at sove trygt og bekvemt.

Ultimativt bringer hendes medicin os mere: henrykkelse i form af sanselighed, kærlighed, hengivenhed, romantik, ekstase og nydelse.

Min rejse med Magaen.

Jeg har vandret med Magaen gennem de seneste otte til tolv år, fra perimenopause til postmenopausen.

Hun har ydmyget mig og bragt mig ned på knæ utallige gange på denne vej gennem indre åbenbaring og forløsning.

Hun har ført mig ind i mit væsens inderste og skjulte kamre og bedt mig om at møde de dele af mig selv, som jeg havde afvist, forladt eller lært at gøre tavse.

Hendes indvielse har ikke altid været blid.

Igen og igen har hun fjernet de identiteter, overbevisninger og illusioner, der ikke længere kunne ledsage mig på min sjæls evolutionsrejse.

Hun har vist mig, hvor jeg havde givet og stadig giver min autoritet væk, hvor jeg stadig søgte tilladelse, og hvor nedarvet prægning havde adskilt mig fra min krop, min sandhed og min indre kraft.

For mig er Magaen portalvogteren til vores indre fortryllede verden, det usynlige rige, hvor vores glemte visdom, magi og kreative livskraft har ventet på os.

Hun vogter tærsklen, der føder os ind i vores fulde kvindelighed.

Når vi krydser denne tærskel, inviteres vi til at genvinde kraften fra vores Indre Barn, Jomfruens fri og vilde uskyld og Moderens kreative, nærende styrke og overflod.

Magaen samler disse dele af os og væver deres medicin ind i et mere legemliggjort og suverænt udtryk for den vise kvinde, vi er ved at blive.

Hun beder os ikke om at afvise eller efterlade vores tidligere jeg. Hun guider os tilbage for at hente de gaver hjem, der blev skjult under sår, skam, prægning og overlevelse.

Hun har lært mig, at forløsning ikke handler om at blive perfekt.

Det er det hellige arbejde med at samle og væve mig selv tilbage til helhed og lære at elske mig selv ubetinget.

Afkolonisering af sindet, kroppen og sjælen.

For mig er Magaen også den, der hjælper os med at afkolonisere vores sind, kroppe og sjæle.

Hun afslører de overbevisninger, strukturer og fortællinger, vi har internaliseret, dem, der lærte os at mistro vores kroppe, undertrykke vores intuition, frygte vores kraft og søge bekræftelse, visdom og tilhørsforhold uden for os selv.

Dette er dybt sjælearbejde, hvor hun inviterer os til at stille spørgsmål ved det, vi er blevet lært, og give slip på de stemmer, værdier og forventninger, som aldrig virkelig var vores.

Hun viser os, hvor vores kroppe er blevet kontrolleret, hvor vores spirituelle viden er blevet afvist, og hvor vores naturlige forbindelse til nydelse, Jorden, vores forfædre og det hellige er blevet brudt.

Gennem Magaen begynder vi at huske kroppens intelligens, nydelsens hellighed og autoriteten i vores levede erfaringer.

Vi genvinder de dele af os selv, der blev gjort usynlige, uacceptable eller uværdige.

Denne afkolonisering er både personlig og forbundet med vores forfædre.

Det er en tilbagevenden til det indre fundament, bagom prægningen, et sted, hvor krop, ånd, intuition og ældgammel viden igen kan tale.

Magaen fortsætter med at føre mig indad og beder mig om at overgive mig dybere, elske mere fuldt og stå mere sandt i min suveræne kraft.

Hver gang jeg krydser endnu en tærskel, møder jeg et dybere udtryk for den kvinde, jeg kom hertil for at blive.

Når Magaen ankommer.

Mange kvinder møder Magaen under perimenopausen, menopausen og midtlivet.

Når hormonerne skifter, og vores velkendte identiteter begynder at løsne sig, kan undertrykte følelser og sandheder stige op til overfladen.

De roller, der engang definerede os, kan begynde at føles for små. Vores tolerance over for det usande mindskes, mens vores længsel efter mening, autenticitet og frihed bliver stærkere.

Magaen kan ankomme som rastløshed, vrede, sorg, sanselig opvågning, hypersensitivitet, kreativ sult eller et ønske om at trække sig tilbage og lytte dybere.

Hun kan spørge os:

Hvem er du under de roller, du har udført?

Hvor har du forladt dig selv?

Hvilken kraft har du projiceret over på andre?

Hvilken sandhed kan ikke længere forblive usagt?

Hvad venter på at blive skabt gennem dig?

Men Magaen tilhører ikke kun midtlivet.

Hun besøger os, hver gang vi krydser en betydningsfuld tærskel, efter en fødsel, et tab, sygdom, separation, opvågning, karriereforandring eller enhver overgang, hvor et gammelt selv dør, og et nyt selv venter på at træde frem.

Hun rejser sig i efteråret og i ugen op til vores måneblødning, den præmenstruelle fase.

Hun er altid med os og inviterer os indad for at hente den højere/dybere visdom, der ligger gemt i vores levede erfaringer.

Hun kommer, når vi er parate, og viser os kun så meget kraft, som vi er klar til at legemliggøre.

At genvinde Heltindens rejse.

Livet er i sidste ende en helte- og heltinderejse, men mange af vores arketyper er blevet forvrænget gennem populærkulturens fortællinger.

Igen og igen er vi blevet vist kvinder, der ventede på at blive reddet, valgt eller fuldendt.

Kraften, skønheden, kærligheden og magien placeres uden for os og fastholder os i en evig søgen efter nogen, der kan give os det, vi har glemt, hvordan vi genkender i os selv.

Magaen forstyrrer denne fortælling. Jeg ser denne forældede fortælling forandre sig langsomt, men sikkert i det kollektive felt.

Hun minder os om, at rejsen ikke handler om at vente på at blive reddet. Den handler om at stige ned i vores egne dybder og vende tilbage med den medicin, der ligger skjult dér.

Enhver helte- og heltinderejse rummer en skurk.

Nogle gange viser skurken sig uden for os gennem undertrykkelse, svigt, afvisning eller tab.

Andre gange lever skurken i os som frygt, skam, selvsabotage eller en internaliseret stemme, der insisterer på, at vi skal forblive små og i det vi kender.

I sidste ende bliver skurken en katalysator, som konfronterer os med et valg: at forblive ubevidste i de gamle mønstre eller vågne op til den kraft, der kræves for at forvandle det.

Magaen fornægter ikke det mørke, hun har mødt.

Hun integrerer det og forvandler det til visdom.

At blive til den kvinde, vi blev lært at frygte.

Vi lever i en åbenbaringstid.

De glemte feminine mysterier vender tilbage. De dele af os selv, der blev forvist til underverdenen, beder om at blive set, forløst og budt hjem.

Jomfruen, Moderen, Magaen og Kronen rejser sig, fordi vi er parate til at huske dem.

Når vi legemliggør magaen så er vi Elskerinden, der ved, at nydelse er hellig.

Vi er er Fortryllersken, der bevæger sig med kreativ og erotisk kraft.

Vi er er Ypperstepræstinden, der lytter til det usynlige.

Vi er Dronningen, der regerer sit indre kongerige.

Hun er portalvogteren til vores indre fortryllede verden.

Hun er tærsklen til Kronen og Den Vise Kvinde.

Hun venter ikke et sted uden for os.

Hun er den kraft, vi begravede.

Den sandhed, vi gjorde tavs.

Den visdom, vi gjorde os fortjent til.

Den kærlighed, vi holdt tilbage fra os selv.

Den magi, vi endelig er parate til at legemliggøre.

Magaen kalder os til at krydse tærsklen.

Det eneste spørgsmål er:

Er vi parate til at møde den suveræne kvindekraft, der venter på den anden side?

Det er det vi arbejder med i Magdalene Rose Portalen Læs mere her hvis det kalder smukke sjæl.

Ahavah,

Akkirah Rose