Vandbæreren/Løvens Tid & Jupiter Cazimi i Løven: "Friheden til at være den du er"

Imorgen eftermiddag lander fuldmånen på aksen mellem Vandbæreren og Løven.

Denne måne minder os om noget, som måske er vigtigere end nogensinde:

Friheden til at være os selv.

De sidste syv år har jeg været på en meget bevidst rejse med fordømmelsen.

En rejse, hvor jeg igen og igen er blevet inviteret til at sætte mig selv fri fra fordømmelsens lænker.

For vi lever i en kultur, hvor fordømmelse næsten er blevet usynlig.

Den er normaliseret. Den gemmer sig i vores tanker, i vores samtaler, i de små kommentarer, vi knap nok lægger mærke til.

Min egen rejse begyndte på en måde, jeg aldrig havde forventet.

Det var faktisk min dengang syvårige søn, der blev mit spejl.

Han brugte ikke ordet "fordømmelse". Men han viste mig, den fordømmelse jeg ikke kunne se.

Med sin uskyld holdt han et spejl op foran mig, som gjorde, at jeg pludselig kunne høre mig selv.

Og samtidig kunne jeg se noget helt andet i ham.

Han bar ikke den samme dømmende energi. Han mødte verden med en naturlig nysgerrighed. Hans blik var åbent. Hans hjerte bar ingen fordømmelse.

Han havde endnu ikke inkorporeret alle de usynlige regler om, hvordan mennesker "burde" være.

Det blev begyndelsen på en dyb indre proces, som jeg stadig er i gang med.

Takket være min lille engel opdager jeg den dag i dag, næsten med det samme, når fordømmelsen dukker op.

Og i stedet for at dømme mig selv over, at jeg dømmer, forsøger jeg at stoppe op.

Jeg vælger kærligheden igen.

Jeg har lært at se mine fordømmelser som information.

Ikke som noget rigtigt eller forkert.

Men som invitationer.

Når jeg dømmer noget i et andet menneske, spørger jeg mig selv:

"Hvilken del af mig længes efter at blive set, anerkendt eller integreret?"

Langsomt har jeg opdaget, at det, jeg tidligere ville skubbe væk, vrede, sorg, usikkerhed, jalousi eller fordømmelse, ikke var mine fjender.

De var budbringere. Alt er information.

Alt forsøger at lære os noget, hvis vi tør lytte.

Når vi er fanget i fordømmelse af os selv og hinanden så sker der ingen indre vækst.

Vi dømmer ofte det, vi endnu ikke har mødt i os selv.

Det kan være så let at dømme det, vi ikke forstår.

Vi mennesker har en næsten automatisk tendens til at sætte etiketter på det ukendte.

Måske fordi det ukendte kan føles utrygt.

Måske fordi vi er vokset op med forestillingen om, at der findes én rigtig måde at være menneske på.

Men livet har aldrig handlet om ensartethed. Se bare på naturen.

Livet udfolder sig helt naturligt og harmonisk gennem mangfoldighed.

Som jeg ser det, er hvert eneste menneske kommet hertil for at skinne et helt særligt lys.

Et lys, som ingen andre kan skinne.

Jeg elsker tanken om, at vi alle er levende udtryk for den samme Kilde.

Moder. Fader. Gud. Skaberen. Kærligheden.

Kært barn har mange navne.

Den samme livskraft lever i os alle.

Men den ønsker at udfolde sig gennem milliarder af forskellige mennesker.

Vi er ikke her for at ligne hinanden. Vi er her for at være os selv.

Blomster forsøger ikke at ligne hinanden.

Solsikken ville aldrig forsøge at blive en rose.

Forestil dig en tulipan, der voksede op i et samfund, hvor den hver eneste dag blev trænet til at blive en lilje, fordi liljen var den mest produktive og nemmere at forstå.

Tulipanen kunne måske lære at efterligne.

Men den ville aldrig blomstre fuldt ud. For den er skabt til at være en tulipan.

Og selv blandt liljer findes ikke to, der er ens.

Vi mennesker er præcis ligesom blomsterne.

Vandbæreren og Løven inviterer os hjem.

Vandbærerens højeste kvalitet handler om frihed.

Friheden til at være autentisk.

Friheden til at tænke selv.

Friheden til at leve indefra.

Friheden til at se værdien i det, der gør os forskellige.

Den minder os om, at ægte fællesskab aldrig opstår, fordi vi bliver ens.

Det opstår, når vi hver især tør tage vores unikke plads.

Løvens højeste kvalitet handler om hjertet.

Om modet til at stå frem som den, man er. Ikke for at bevise sit værd eller for at være bedre end andre.

Men fordi kærlighedens lys naturligt ønsker at udtrykke sig gennem os.

Den modne løve ved, at vores lys aldrig bliver mindre, fordi andre også skinner.

Tværtimod.

Når ét menneske tænder sit lys, bliver det lettere for den næste at gøre det samme.

Måske er vores fordømmelser vores største lærere.

Når Vandbærerens frihed møder Løvens åbne hjerte, bliver vi inviteret til at slippe både fordømmelsen af os selv og af hinanden.

Jeg oplever ikke længere, at mine fordømmelser er fejl. Det samme gælder for den berettigede vrede.

Jeg ser dem som små lygter, der peger på steder i mig, som stadig længes efter kærlighed, bevidsthed og ny indsigt.

Når noget trigger mig, mærker jeg ind på mine følelser og spørger:

"Hvad forsøger livet at vise mig nu?"

Den tilgang har ændret alt.

For nysgerrighed åbner.

Fordømmelse lukker.

Kærligheden ekspanderer.

En ny kollektiv invitation.

Den 26. juli skiftede den nordlige måneknude til Vandbæreren og den sydlige måneknude til Løven.

Jeg mærker de næste 18 måneder er en invitation, både individuelt og kollektivt.

En invitation til at bevæge os fra behovet for at passe ind…

...til modet til virkelig at høre til, som den man i virkeligheden er.

Tilhør kommer ikke fra at at ligne hinanden, men ved at turde være os selv.

Som om invitationen ikke kunne blive tydeligere, sker der på samme dag som fuldmånen den 29/7 endnu en smuk himmelsk begivenhed.

Jupiter står Cazimi i Løven.

Cazimi er arabisk og betyder "i Solens hjerte". Dette er et øjeblik, hvor planetens essens bliver særligt klar, kraftfuld og forfinet.

Jupiter er den store mester og planeten, der bringer os vækst, oveflod, held, visdom, og ekspansion.

Når Jupiter møder Solens hjerte i Løvens tegn, oplever jeg det som en invitation til en dybere hjerteekspansion.

Ikke en ekspansion, der handler om at blive større for egoets skyld, men om at lade hjertet åbne og fylde mere.

At lade kærligheden, medfølelsen, generøsiteten og livsglæden få mere plads.

At huske, at hjertets lys aldrig bliver svagere af at blive delt, tværtimod.

Som et lys der kan tænde tusind andre lys uden selv at miste sin flamme.

Måske er det netop dét, universet hvisker til os lige nu:

At den største ekspansion ikke nødvendigvis findes udenfor os selv.

Den sker i det øjeblik, vi tør åbne hjertet lidt mere, slippe fordømmelsen lidt mere og lade vores unikke lys skinne lidt friere.

For når hjertet udvider sig, udvider vores verden sig med det.

Ubuntu.

Mens jeg skriver disse ord, kommer det smukke sydafrikanske begreb Ubuntu til mig igen:

"Jeg er, fordi vi er."

Udtrykket peger på en dybere sandhed.

Din menneskelighed hænger sammen med min. Når du vokser, vokser jeg.

Når jeg folder mit lys ud, bliver det en invitation for dig at gøre det samme.

Det er ikke egoets bevidsthed. Det er sjælens.

Den ved, at der er plads nok.

At ingen behøver gøre sig mindre, for at en anden kan fylde mere.

For mig er det essensen af den sande kærligheds-bevidsthed.

Her er kærlighed aldrig er en begrænset ressource.

Når vi fylder os selv op indefra og står forankret i vores egen indre værdi, bliver vi naturligt glade, når andre skinner.

Vi behøver ikke sammenligne os med hinanden.

Vi behøver ikke konkurrere.

Vi behøver ikke fordømme.

Vi kan ære vores eget lys.

Og netop derfra bliver vi i stand til også at ære hinandens.

Det er her, Vandbæreren og Løven mødes i deres højeste udtryk.

Individet, der tør være sig selv.

Fællesskabet, der fejrer forskelligheden.

For når vi sætter os selv fri fra fordømmelsens lænker, bliver kærligheden dybere og friere.

Ikke den kærlighed, der afhænger af, at andre er som os.

Men den kærlighed, der kan rumme, at vi alle er forskellige udtryk for den samme Kilde.

For det er, når vi sætter os selv fri, at vi også sætter hinanden fri.

Må denne fuldmåne minde os om, at den største gave, vi kan give verden, ikke er at forsøge at være som alle andre.

Den største gave er modet til at være os selv fuldt ud.

Fri fra fordømmelse.

Fri til at elske.

Fri til at lade andre være præcis dem, de er.

Og måske er det netop dér, den nye harmoniske verden begynder at udfolde sig.

Ahavah,

I kærlighed

Akkirah Rose

*Artwork af Isabel Mariposa Galactica